HR lønkonsulent til Sygehus Lillebælt med fokus på administration og ledersupport

dato

Er du skarp til administration, og kan du supportere ledere, når de skriver eller ringer med HR, løn- og overenskomstspørgsmål? Trives du med tæt teamsamarbejde, ansvar og uformel omgangstone? Så glæder vi os til at modtage netop din ansøgning.



Vi tilbyder

  • Spændende arbejdsopgaver med stor kontaktflade ud i vores organisation
  • Et godt arbejdsmiljø, hvor vi er opmærksomme på hinanden, mens vi samarbejder om kerneopgaven
  • En høj grad af fleksibilitet, herunder flexordning og mulighed for hjemmearbejde (op til 1 dag om ugen efter endt oplæring)
  • God og grundig oplæring i vores arbejdsgange


Vi søger to personer, der

  • er serviceminded
  • værdsætter og evner tæt teamsamarbejde
  • tager ansvar både for egne og teamets opgaver
  • er detaljeorienteret og omhyggelig
  • kan lide at have travlt
  • er nysgerrig og hurtigt tilegner sig ny viden
  • trives med at udføre driftsopgaver
  • har en positiv tilgang i en omskiftelig hverdag


Du er kontoruddannet, finans- eller markedsføringsøkonom eller har anden relevant administrativ uddannelse, dog ikke AC-uddannelser. Hvis du har erfaring med lønsystemet Silkeborg Data, offentlig eller privat lønadministration og/eller overenskomstfortolkning, er det et plus.



Uanset dine tidligere erfaringer sørger vi naturligvis for en god og grundig oplæring i vores arbejdsgange. Det vigtigste er, at du har lyst til at tilegne dig viden om netop vores arbejdsopgaver og den organisation, som vi er en del af, og som vi også servicerer.



Mere om arbejdsopgaverne

Som vores nye kollega i HR Løn vil du arbejde i et af vores tre lønteams, der hver består af seks dygtige kollegaer.

I tæt samarbejde med dine teamkollegaer får du selvstændigt ansvar for løn- og personaleadministration, herunder rådgivning af organisationen om mange forskellige forhold inden for løn- og personaleforhold – det kunne eksempelvis være spørgsmål til løn, ferie og barsel. Indberetninger til vores lønsystem, udarbejdelse af ansættelsesbreve samt refusion af barsel- og sygedagpenge er også en del af vores opgaveportefølje. For den rette kandidat vil der ligeledes være mulighed for at indgå i vores supportfunktion til vores vagtplanssystem HosInfo, ligesom der også vil være mulighed for træde i et arbejdsfællesskab om arbejdstidsregler.



Vi har løbende fokus på optimering af processer til gavn for organisationen og teamet, og du vil være en naturlig del af dette arbejde.



Hvem er vi

I HR Løn og Jura bestræber vi os på at understøtte arbejdet i klinikken og serviceafdelingerne på en måde, der hjælper med at holde fokus på "Patienten først". Vi støtter lederne i at tiltrække, udvikle og fastholde dygtige og engagerede medarbejdere og i at gennemføre forandringsprocesser forankret i sygehusets værdier. Vi arbejder for effektive, enkle og sikre HR-administrative processer.



Vi er pt. 24 medarbejdere organiseret i 2 teams: HR Løn og HR Jura. Vi har et uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kolleger, hvor vi lægger vægt på en god og uhøjtidelig omgangstone, faglig sparring og høj kvalitet i opgavevaretagelsen.



På Sygehus Lillebælt er vi ’Patienternes Sygehus’ og arbejder alle hver dag ud fra tilgangen om at sætte patienten først.

Vi behandler både fysiske og psykiske sygdomme og holder til blandt andet på Kolding Sygehus, Vejle Sygehus og Middelfart Nærhospital. Vi er kendt for høj kvalitet, effektiv drift, en høj grad af patienttilfredshed samt høj medarbejdertilfredshed. På Sygehus Lillebælt er vi ca. 6.000 medarbejdere.



Løn- og ansættelsesforhold

Ansættelse og aflønning sker efter overenskomsten for administrations- og IT-personale mellem Danske Regioner og HK/Kommunal. Arbejdsstedet er Vejle Sygehus.



Stillingerne er omfattet af flexordning og lokal løndannelse, og der vil således være mulighed for at forhandle kvalifikationsløn. Afhængig af kvalifikationer kan der ske ansættelse som specialist.



Tiltrædelse 1. marts 2026 eller efter nærmere aftale. I udgangspunktet er der tale om fuldtidsstillinger, deltidsansættelse kan ske efter nærmere aftale.



Der er tale om to tidsbegrænsede barselsvikariater. Det ene løber til udgangen af december 2026, mens det andet foreløbigt løber til udgangen af august 2026.



Rekrutteringsprocessen
Vi glæder os til at modtage din ansøgning med CV samt eksamenspapirer senest søndag den 18. januar 2026. Jobsamtaler finder sted onsdag den 21. januar 2026.



Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte leder af HR Løn Anja Risbjerg Nymann på telefon 2384 8701 eller mail arn@rsyd.dk.



Du har også mulighed for at kontakte vores tillidsrepræsentant Louise på Louise.Dalegaard@rsyd.dk eller vores arbejdsmiljørepræsentant Lise på Lise.Fuglsang.Poulsen@rsyd.dk – begge kan træffes på telefon 7940 9337.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Vejle Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus, Beriderbakken, 7100 Vejle

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 18-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/c2effd03-655f-456e-9962-6da7aaa12b32

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet