Lørdag skulle Vejle Boldklub møde andenpladsen fra JAI på udebane. Forberedelserne op til kampen havde været gode for VB, men desværre måtte pigerne rejse hjem fra JAI's Anlæg med et 5-0-nederlag.
Længe lignede det også, at der var point i vente for VB. De spillede godt, og havde flere chancer til at komme foran. Men pludselig faldt holdet sammen, siger Jørgen Tand, da vi fangede ham efter kampen.
“Jeg synes, vi var godt forberedt med en super træningsuge. Vi vidste, hvad JAI ville og de første 30 minutter er mega godkendt. Hvis vi var lidt mere trafsikre på vores chancer, havde vi måske ført 2-0 eller 3-0. Men så kom der frygtelige 12 minutter, hvor vi forærede dem tre mål.”
Det mentale er altså noget VB-pigerne skal arbejde med, for de må ikke lade frustrationerne påvirke spillet, understreger han:
“Vi skal arbejde med det mentale, når vi bliver frustreret over at de ting, vi laver, ikke virker.”
Men der var også plads til ros fra Jørgen Tand, der måtte anerkende en af hans spilleres præstation:
“Caroline Kær spillede en flot halvleg, og var med i flere gode opspil.”
På lørdag den 5. november skal Vejle Boldklub møde Brabrand IF. Kampen fløjtes i gang klokken 15:30 på VB Parken.
Kampens resultat:
5-0
til
JAI, Aarhus
Række: Kvinder 2. Division 2022/23