Mucolli før AGF: Glæder mig til at spille på Vejle Stadion

Arbnor Mucolli ser frem mod fredagens opgør (Foto: Vejle Boldklub)
Profilbillede
dato

Af: Vejle Boldklub

Efter premieredukkerten mod Silkeborg ser Arbnor Mucolli frem mod fredagens opgør mod AGF, hvor VB skal forsøge at hente point for fjerde hjemmekamp i træk i 3F Superliga.

På JYSK Park var skuffelsen stor blandt spillere og fans på, da der blev fløjtet af for forårspremieren i søndags mod Silkeborg. Efter 1-0 ved pausen tabte vejlenserne 3-0, og resultatet var ikke den drømmestart på en vigtig halvsæson, som spillerne havde drømt om.

– Vi skuffede os selv og de mange fans mod Silkeborg, og når vi nu skal kigge fremad og forberede os på en ny vigtig kamp, så har vi talt om, at den skuffelse skal bruges konstruktivt. I de sidste par dage har vi italesat, hvad der ikke lykkedes mod Silkeborg, og det har vi arbejdet på at rette til på træningsbanen, siger Arbnor Mucolli.

– Dels så stod vi for lavt på banen i store perioder, men vi skal også holde bedre fast i bolden. Det var vores holdmæssige udtryk, som vi var kede af, og det skal være langt bedre mod AGF, siger Arbnor Mucolli.

Fysisk modstander venter
Oprykkerne fra Silkeborg har imponeret de fleste i denne sæson, men fredag aften er projektørerne atter tændt i Nørreskoven, og der venter et nyt lokalopgør, når aspiranterne til top 6, AGF, venter i et opgør om vigtige point.

– Det er et helt andet hold, som vi nu står overfor. AGF kommer med masser af fysik, men også mere erfarne spillere, og de er et godt indlægshold. De er ikke et possessionhold som Silkeborg, men der er tendens til mere åbne kampe mod AGF og der skal vi tage vare på vores perioder og slå til, siger Arbnor Mucolli.

– Hvis vi får bedre perioder på bolden, udnytter vores muligheder og leverer den holdmæssige præstation, som vi ved, at vi kan lave, kan der også ligge et godt resultat og vente på os. Vi har mødt AGF flere gange de sidste par år, og det har med enkelte undtagelser været tæt hver gang, og det tror jeg også, det bliver på fredag.

– Jeg kan huske flere kampe i Aarhus, hvor vi har været godt med, men små detaljer afgør tætte kampe, og vi skal presse alle procenter over på vores side, siger Arbnor Mucolli.

Stærk base i Nørreskoven
VB sluttede efteråret stærkt af hjemme i Nørreskoven, hvor vejlenserne i fire kampe på stribe ikke tabte, og det seneste nederlag på Vejle Stadion ligger helt tilbage i september mod Silkeborg.

– Det bliver dejligt at spille foran vores hjemmepublikum igen. Vi skuffede dem i Silkeborg, men hvis vi kan få den samme opbakning hjemme i Vejle, som vi plejer, så har vi et godt udgangspunkt. Jeg har altid en god følelse, når jeg løber ind på Vejle Stadion.

– Vi spillede rigtig godt mod SønderjyskE og FC Nordsjælland i efteråret, og sluttede af med et point mod FCM også, så vi er ikke sådan at knække på eget græs, siger Arbnor Mucolli.

– Hele truppen brænder efter at komme ud og vise, at præstationen mod Silkeborg ikke er vores niveau. Vi har haft en god opstart, hvor vi har integreret nye spillere skærpet konkurrencen, så vi skal ud og lægge kampen mod Silkeborg bag os, siger Arbnor Mucolli.

VB og AGF har mødt hinanden på Vejle Stadion tre gange siden VB’s oprykning til Superligaen i 2018. I den første sæson blev det 1-1 i juli, da Allan Sousa udlignede på straffespark. I april året efter vandt AGF 4-2 i et opgør, hvor Vladlen Yurchenko scorede to gange. I sidste sæson spillede klubberne 0-0 i en råkold forårspremiere.

Kilde: Vejle Boldklub
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook