Bredballe IF var lørdag draget til Aabenraa Kunstgræsbane for endegyldigt at sikre sig oprykningen. Efter endnu en flot præstation kunne Bredballe IF rejse hjem med en 1-3-sejr, og dermed var oprykningen sikret.
Bredballe IFs cheftræner, Ronni Laursen, var ekstatisk og stolt, da vi fangede ham efter kampen.
“Det er svært ikke at være både lykkelig og stolt på hele holdets vegne, da man efter dagens sejr kunne fejre endnu en oprykning. Ét nederlag i 2022 har resulteret i to oprykninger i streg, hvilket er historisk og en fantastisk rejse at være med på.”
“Jeg er så evig stolt af denne gruppe af unge mennesker, som er så dedikerede og passioneret omkring deres fodbold. Talentet rækker langt, men fællesskabet og harmonien på og omkring holdet er noget helt unikt.”
Bredballe fik dog ikke den bedste start på kampen, og kom også bagud efter godt 20 minutters spil, men derfra så Bredballe sig ikke tilbage, siger Ronni Laursen:
“Efter en nervøs start, hvor vi lige skulle se hvor offensive AABK vil komme, tog vi fuldstændig styringen på kampen de sidste 70 minutter. Vi formåede at stå i en stærk defensiv organisation, og med en stærk, disciplineret indsats af hele holdet, formåede vi at gøre det svært at spille mod os. Samtidig var vi gode på den sidste tredjedel, hvor der blev scoret flotte mål.”
Var der nogle der imponerede dig særligt meget i kampen?
“Vi er til denne kamp uden vores højre side med Victor Lyhne og Jonas Bisp pga. rejser. Men vi kom aldrig rigtig til at savne dem på banen, da Noah Weng og Christoffer Simonsen løste opgaven på højresiden til UG. Især førstnævnte spillede en meget stor kamp på en uvant position.”
“Det er også svært at komme uden om Martin Damsbo, som endnu engang med sin store energi og sit kloge presspil, erobrede midtbanen.”
På søndag den 30. oktober skal Bredballe IF møde Bramming B. Kampen fløjtes i gang klokken 14:30 på BAUHAUS Park - Hældager.
Kampens resultat:
1-3
til
Bredballe IF
Række: Herrer Jyllandsserien
19' | 1-0 | Aabenraa BK |
27' | 1-1 | Kasper Sommerstedt |
75' | 1-2 | Christoffer Simonsen |
90' | 1-3 | Rasmus Dam Mortensen |