Peter Sørensen: Målet lige før pausen ødelægger alt

Cheftræner Peter Sørensen ærgrede sig over SIF's mål sekunder før pausen (Foto: Vejle Boldklub)
Profilbillede
dato

Af: Vejle Boldklub

– Silkeborg er jo hele vejen igennem det bedste hold, det kontrollerende hold, erkendte VB-træner Peter Sørensen efter det klare nederlag.

Alligevel ærgrede han sig grumt over SIF’s føringsmål få sekunder før halvtid.

– Vi har jo holdt Silkeborg fra de allerstørste chancer før pausen, så jeg er egentlig relativt tilfreds med vores defensive organisation på det tidspunkt. Vi er på vej til at kunne gå til pausen med 0-0 og kunne tale om, at vi set, hvad Silkeborg kan, men at vi kan kontrollere det.

– I 2. halvleg skulle vi så vise, hvad VI er gode til. Men så får vi 1-0 målet imod os, ligesom vi skal gå til pause, og det ødelægger alt for os.

Peter Sørensen havde blik for sit holds svagheder i dag:

– Vi er alt for dårlige med bolden, når vi har den. Når Silkeborg er så dygtige og presser os sådan, så er vi nødt til engang imellem at forsvare os ved at holde bolden i egne rækker, men det var vi ikke gode nok til. Vi bør jo have spillere på vores hold, som normalt er bedre med bolden.

VB-træneren ærgrede sig over Djordjevic’ brændte friløber før pausen.

– Ganske vist bliver der flaget, men VAR havde sandsynligvis godkendt målet.

Peter Sørensen vidste, at med 2-0 målet var det game over for VB.

– Vi kommer okay ud efter pausen og har bolden lidt mere, men da de så scorer igen, ved vi godt, det er forbi.

Om de tre startende debutanter sagde træneren:- Babayan kommer lidt skævt i gang og er en smule udfordret i Silkeborgs stærke side, og da han så ser gult, vælger jeg at skifte ham ud. Ofori spiller godt, så længe han har kræfter – det er længe siden, han har spillet. Raúl kan man ikke udsætte noget på, han gør det hæderligt sammen med Kolinger.

Kent Nielsen: 3-0 er et retvisende billede
SIF-træner Kent Nielsen er sjældent den, der står med armene over hovedet efter en sejr – som regel kan han altid finde noget, der stadig kan forbedres.

– Vi havde lidt problemer med Vejles stramme organisation før pausen. Her spiller vi lidt for langsomt og får dem udfordret for lidt. Men nogle gange lønner tålmodighed sig, og pludselig får vi hul på bylden. Vi scorer flotte mål i dag.

Silkeborg-træneren går ikke så meget op i kampprogrammet, og om et opgør ser lettere eller sværere ud.

– Vi så kampen i dag som nøjagtig lige så vanskelig som den kamp, vi skal spille i Aalborg næste gang. Rammer vi niveauet fra efteråret, kan vi spille op med alle. I dag var vi effektive, om end vi heller ikke skal glemme, at Vejles målmand har flotte redninger, så det kunne godt være til mere. Men 3-0 er et okay billede af kampen. Og den regnvåde og hurtige bane passer fint til vores spil.

Hjemmesiden spurgte ind til Kent Nielsens bedømmelse af sin nye lejesvend fra VB:

– Lukas Engel slap godt fra kampen i dag. Han passer godt ind i vores spil, har gode oplæg og har selv gode gennembrud. Han klædte også holdet defensivt. Vi har store forventninger til ham.

Kilde: Vejle Boldklub
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook