Sammen med holdet træner, Henrik Larsen, ser vi i denne artikel tilbage på den forgangne sæson for Skibet IF. En sæson, hvor forventningerne til holdet var tårnhøje, men skader blev et stort benspænd.
Forventningerne til holdet var helt klare inden sæsonen, og der var rig mulighed for at leve op til dem, men skaderne dalede ned over holdet, fortæller Henrik Larsen
"Inden sæsonen var vores forventning/målsætning oprykning. Vi har dog måtte sande, at vi har været ramt af massive skader i opstarten og undervejs i sæsonen. Det har desværre haft kæmpe betydning for resultaterne. Vi slutter dog på en fin 3. plads, hvilket er godkendt."
"Vi er dog stolte over, at være den seniorafdeling i Vejle med det højeste antal spillere. Dette er altoverskyggende, for fodbold er bare sjovere når man er mange, og når man hygger sig."
De præstationer, som holdet kastede af sig, fik også bevist at evnerne til at indfri forventninger var til stede. Men pludseligt gik gassen af ballonen.
"Vi starter flot og ligger nummer 1, da sæsonen er halvvejs. Vi mister dog pusten, og anden halvdel er ikke godt nok for en klub som Skibet IF."
I Skibet IF står man sammen i fælleskab
I løbet af sæsonen kunne holdet dog også glæde sig over nogle særlige højdepunkter. Henrik Larsen fortæller:
"Sæsonens højdepunkt var, da vi var nede og var i en spilmæssig krise. Her stepper spillerne/klubben sammen, og vi vender det i fællesskab. Vi står sammen, når vi taber, og vi vinder vores kampe i fællesskab."
Derudover havde de også en enkelt kåring efter sæsonen, da Årets Spiller skulle findes:
"Alexander Holm vinder Årets Spiller for vores Serie 2-hold. Han er blevet bedre kamp efter kamp. Han er et bæst på midtbanen, der vinder sine dueller og dækker store dele af banen," siger træner Henrik Larsen om sin midtbanegeneral.
Næste skridt for Skibet IF er at forberede sig til den kommende sæson. Henrik Larsen er ganske klar i spyttet, da han kort fortæller hvad Skibet tager med sig videre fra sæsonen.
"Vi er gode individuelle, men endnu bedre sammen."
Vi glæder os til at følge Skibet IF i den kommende sæson!