Skibet IF U16-Piger måtte desværre slutte sæsonen af onsdag aften med et nederlag på 0-2. Dog er det ikke noget, der fjerner smilet på læberne af træner Claus Thykjær.
"Vi ender sidst i puljen, men her skal det lige nævnes, at vi faktisk tilmeldte os i liga 4, men endte i liga 2, så det er rigtig godt gået af pigerne. Nu holder vi efterårsferie, og så starter træningen i Balle hver torsdag, så vi kan holde os i form til foråret"
Her var Claus især stolt over den indsats, der blev lagt for dagen, hvilket kunne have udmøntet sig i mere.
"Vi havde fortjent bedre, synes jeg. Vi var klart spildominerende efter de første 20 minutter, hvor vi fik en lidt skidt start og indkasserede to mål, på vores ellers fremragende spillende målmand Onnicha. Der var god fight over hele linjen, men vi skal stadig blive bedre til at holde i bolden, men det arbejder vi på til træning og vender skarpt tilbage i det nye år"
Og Claus tilføjer:
"Endnu engang er det holdet, der skal fremhæves. Vi kæmper alle 80 minutter over hele linjen. Jeg vil dog også gerne fremhæve Mille i forsvaret som endnu engang spillede en stor kamp, og Ida på midtbanen som er utrættelig, og som konstant prøvede at skabe overtalssituationer med sine fine driblinger"
Resultat: 0-2 Skibet IF U16-Piger - Snejbjerg SG&I