Af: Vejle Boldklub
Lukas Henriksen fra Akademiets U17 Liga-trup skifter med øjeblikkelig virkning til italienske Sassuolo Calcio på en ungdomskontrakt. Den 16-årige Future Vejle-spiller fra Bredballe IF har optrådt for VB af to omgange, men prøver nu talentet af på U18-holdet i Serie A-klubben.
Den stærke forsvarsspiller på U17 Liga-holdet var allerede til prøvetræning i det norditalienske i december, og siden er forbindelsen mellem Sassuolo Calcio og VB-talentet holdt varm med et længere prøveophold.
I de sidste par uger har den venstrebenede forsvarsspiller gæsteoptrådt for italienerne i Viareggio Cup, og i går kunne Lukas Henriksen fuldende sit italienske eventyr med en permanent aftale med øjeblikkets nr. 9 i Serie A.
– Det er dejligt for Lukas Henriksen, og alle i Vejle Boldklub ønsker ham tillykke med aftalen. Han har fået en stor chance i en af de fire store ligaer, og den skal han naturligvis forfølge.
– Lukas Henriksen spillede allerede børnefodbold fra han var otte år i VB, men begyndte tidligt hos Bredballe IF, og vendte så siden tilbage til VB efter et år på efterskole. Lukas er en rigtig VB’er, og vi er glade på hans vegne over, at det her lykkes, siger Steen Thychosen.
– Lukas Henriksen har siden i sommer vist sine kvaliteter frem på U17 Liga-holdet, hvor han har været en væsentlig del af holdets stærke defensiv. Han har et godt venstreben, flytter spillet godt diagonalt og har generelt et godt blik for sine medspillere med en god pasningsfod.
– Nu venter der ham et spændende italiensk eventyr, og alle på Akademiet ser frem til at følge med på afstand. Vi ønsker Lukas held og lykke, siger Steen Thychosen.
Før jul solgte Vejle Boldklub Phon-Ek ”Guy” Maneekorn Jensen til thailandske Suphanburi FC, og nu fortsætter endnu et Future Vejle-talent fra Bredballe IF udenlands.
– Det er to spillere, som har snøret deres første fodboldstøvler i Bredballe IF, og det her skifte er også et stort skulderklap til Future Vejle-samarbejdet som vi hele tiden forsøger at udvikle til gavn for Akademiet, men så sandelig også for klubberne.
– Der er mange ungdomstrænere der har haft med Lukas at gøre, og det her skifte er også en cadeau til deres arbejde. I de kommende år kommer vi til at skrue op for arbejdet ude i klubberne, siger Steen Thychosen.
Lukas Henriksen er flyttet ind på Akademiet hos Sassuolo Calcio, hvor han i fremtiden skal prøve talentet af på klubbens U18-hold.
– Det er en fin mulighed som er kommet meget overraskende. Jeg har altid været glad for at spille i Vejle og har fået en god behandling igennem hele det her klubskifte, så beslutningen har ikke været let. I mine to perioder i VB har jeg oplevet et stærkt sammenhold, men også træning på højeste niveau af dygtige trænere.
– Det har helt sikkert været med til at løfte mig, og Akademiet har været igennem en stor udvikling de sidste år. Jeg har fået en stor chance i Sassuolo og den er jeg nødt til at forfølge, siger Lukas Henriksen.
– Jeg har desværre ikke fået sagt farvel til trænere, fodboldkammerater, klassekammerater og familie, men jeg glæder mig til på et senere tidspunkt at komme hjem og hilse på dem alle sammen. Jeg er blevet taget godt imod i min nye klub, hvor der er et højt niveau blandt mine nye holdkammerater.
– Jeg har trænet med U18-holdet, men også været med omkring Primavera-holdet og jeg ser frem til at udvikle mig yderligere gennem træning og kampe, siger Lukas Henriksen.
16-årige Lukas Henriksen har allerede gæsteoptrådt for Sassuolo Calcio i to kampe i den prestigefyldte ungdomsturnering Viareggio Cup, og han scorede i går mandag i en klar sejr over australske Leichhardt Tigers.