Vejle Boldklub køber dansk offensivprofil i HB Køge

Marius Elvius skifter til Vejle Boldklub (Foto: HB Køge)
Profilbillede
dato

Af: Vejle Boldklub

Vejle Boldklub og HB Køge nåede på transfervinduets sidste dag til enighed om en transfer for Marius Elvius, der med øjeblikkelig virkning skifter fra NordicBet LIGA-klubben og til Nørreskoven. 19-årige Elvius optræder på kantpositionerne og har lavet en aftale med VB frem til sommeren 2025.

Sent på transfervinduets sidste dag fik Vejle Boldklub landet et ungt dansk offensivtalent fra HB Køge, da man blev enige om en permanent overgang for Marius Elvius, der har været stærkt spillende i landets næstbedste række i to omgange for HB Køge.

Marius Adrian Nicolae, der er sportschef i Vejle Boldklub, kan med stor tilfredshed præsentere et ungt dansk talent på en længerevarende aftale.

– Marius Elvius er én af de mere spændende offensive spillere i NordicBet LIGA, som vi har haft i kikkerten i en periode, og som vi nu har købt fri. Marius har over to perioder markeret sig i HB Køge, og han er kun i gang med sit første år som seniorspiller.

– Dette er en transfer til den lange bane, men også en spiller, som har nogle kvaliteter, der gør, at han straks vil indgå i konkurrencen om spilminutter på 3F Superliga-holdet, siger Marius Nicolae.

– Vi får en spiller ind, som dels har bevist sig i NordicBet LIGA, men også med international erfaring efter seks måneder i Verona på deres Primavera-hold. Han kommer med en god fysisk pakke, og så er han meget direkte i sin spillestil, ligesom han besidder en god sparketeknik.

–  Marius kan benyttes på de to kantpositioner, og han besidder både den acceleration og teknik, der skal til for at afvise sin direkte modstander. Vi har fortsat med en ung spiller at gøre og vil derfor give ham den nødvendige tid til at falde til i et nyt miljø, men vi er meget glade for, at et ungt dansk talent vælger Vejle Boldklub til, siger Marius Adrian Nicolae.

Marius Elvius er fra Amager, hvor han snørede sine første fodboldstøvler i Tårnby FF som 4-årig. Siden bragte fodbolden ham til Vallensbæk IF, og talentet rakte til Brøndby IF’s ungdomsafdeling i tre år fra U11-U14. Da han blev U15-spiller, skiftede han til HB Køge, hvor han fraset sidste års lejeaftale i Hellas Verona har spillet lige siden.

Nu hedder fodboldadressen fremover Roms Hule i Vejle og karrierens første 3F Superliga-kontrakt.

– Jeg har haft en god tid i HB Køge, men jeg synes, tidspunktet var rigtigt for at træde et skridt op. Vejle har været meget grundige i deres tilgang til mig som fodboldspiller og menneske, og de har lagt vægt på, at vi sammen skal udvikle os. Jeg har også valgt at imødekomme Vejles tilbud, fordi jeg vil forbedre og udvikle mig i klubbens 3F Superliga-trup.

– Der kommer mange unge talenter igennem i VB, og det er motiverende, at jeg får chancen, hvis jeg gør mig fortjent til den, siger Marius Elvius.

Han har været en vigtig spiller for HB Køge i de sidste to sæsoner, og det er især en dygtig gennembrudsspiller, der skifter til Vejle.

– Mine gennembrud og min fart er blandt spidskompetencerne, og så sparker jeg også med begge ben. Jeg vil også gerne søge kombinationer med mine medspillere, og i det hele taget betragter jeg mig selv som en holdspiller. Vejle spiller også en slags fodbold, som jeg kan se mig selv i, og det har også været vigtigt.

– Jeg lærte rigtig meget af mine seks måneder i Verona, hvor jeg stod på egne ben i en ung alder. Det har helt klart været med til at modne mig, og jeg ser frem til at lægge yderligere lag på den udvikling i de kommende år i Vejle, siger Marius Elvius.

Han har været udespiller på Vejle Stadion, men ser frem til at løbe ind i Nørreskoven med den røde spillertrøje over hovedet.

– Jeg har besøgt Vejle med HB Køge, og selvom jeg ikke kom på banen, så var det en god oplevelse. Allerede under opvarmningen mærkede jeg publikum, og Vejle Stadion virker som en god hjemmebane, hvor man kan høre fansene. Jeg ser frem til at tiltræde i VB og møde mine nye holdkammerater, siger Marius Elvius, der endnu ikke har valgt trøjenummer i sin nye klub.

Marius Elvius Kolind-Jørgensen, der er født den 1. juni 2002, har 5 U18-landskampe for Danmark og 48 kampe i NordicBet LIGA på CV’et.

Kilde: Vejle Boldklub
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook