Vejle FCs Serie 3-herrer gjorde alt for at vinde i weekendens kamp mod Vejle Kammeraterne, da mandskabet besøgte Søndre Stadion. Oprykningen skulle nemlig sikres.
Cheftræner Jacob Jørgensens tropper scorede allerede efter fire minutters spil. Denne føring holdt stand hele vejen til slutfløjt, og dermed var det en kendsgerning; Vejle FC rykker op i Serie 2.
“Forløsning! Kæmpe forløsning! Vi starter godt, og scorer ret hurtigt, men "Kammer" arbejder sig ind i kampen og kommer meget bedre med. Og så havde vores spillere åbenbart aftalt at træneren skulle være på randen af hjertestop i 80 min. For at score flere mål, nægtede de,” lyder det kækt fra en lettet Jacob Jørgensen, der uddyber:
“Men det var fedt, langt om længe, at booke billetten til Serie 2. Vi lossede den i foråret, og var også tæt på den her gang. Men nu lykkedes det, og kæmpe tillykke til drengene for at blive ved med at tro på det, og for at følge en lidt anderledes gameplan de sidste kampe.”
Hvad var det I lykkedes med i dag?
“Vi scorer et mål mere end Kammer som var planen fra start, det skulle ikke være kønt, bare effektivt og give os 3 point. Der blev arbejdet benhårdt i defensiven i dagens kamp. Patrick Jahn spiller igen en kanon kamp på midten, og så arbejder hele vores defensiv, plus det løse, sublimt hele vejen igennem kampen.”
Vejle FC-spilleren, Dramane Compaore, giver også sin reaktion på oprykningen, og løftet sløret for at han nu smutter på ferie:
“Endnu en gang tillykke med Serie 2. Tillykke også til træneren, det var ikke let i denne sæson, men vi kom først, og det er fortjent. Og tusind tak til sidst til holdet - I er fantastiske boys. Så vi siger bare vi ses til næste sæson, og nu skal jeg til Thailand på en hyggelig tur sammen med min familie!”
Kampens resultat:
0-1
til
Vejle FC
Række: Herrer Serie 3
4' | 0-1 | Emin Demir |