De færreste forbinder ordet ”bedemand” med undervisning på SOSU-uddannelsen, foredrag for konfirmander og frontpersonale i sundhedsvæsenet, samt facilitering af sorggrupper.
Men det er lige præcis det, Grejsdalens Begravelsesforretning fokuserer på ud over de sædvanlige kerneydelser.
Når 58-årige Bente Lorenzen, bedemand og indehaver af Grejsdalens Begravelsesforretning, står op om morgenen, tænker hun ikke over, at hun skal på arbejde:
”Det er en livsstil at være bedemand”
”Jeg betragter det slet ikke som et arbejde. Fra den første dag som selvstændig bedemand har jeg nydt hvert sekund af mit virke”.
Med en uddannelse som socialpædagog i bagagen grundlagde Bente Lorenzen i 1994 Grejsdalens Begravelsesforretning som den første selvstændige kvindelige bedemand i Danmark:
”Jeg har egentlig altid tænkt, at jeg gerne ville være selvstændig bedemand.”
”Og det er jo ikke så unaturlig en tanke, når jeg som socialpædagog netop fokuserer på det menneskelige. Faktisk havde jeg fra starten ikke forestillet mig, at det skulle være et fuldtidsjob, men det kom snart til at gå anderledes,” forklarer Bente.
Bente fik hurtigt fodfæste i Vejle og opland og måtte umiddelbart efter starten ansætte en ekstra medarbejder på tilkald.
I dag er der syv ansatte i virksomheden, og Bente gør meget ud af at fortælle, at hun ikke ser sig selv som chef i det daglige.
”Vi har en meget flad struktur i organisationen, og alle medarbejdere kan udfylde alle funktioner. Her er intet hierarki,” understreger hun.
Der er forskellige værdier og principper, Bente ikke går på kompromis med.
Foto: Grejsdalens Begravelsesforretning // Bente i dialog med en pårørende
Først og fremmest er det hende meget magtpåliggende, at de pårørende altid kommer til at tale med den samme medarbejder hele vejen gennem sagen fra start til slut.
Dernæst, når en opgave er startet, tæller medarbejderne ikke timer.
Der er givet en pris på opgaven, og så er den ikke slut, før alle involverede parter er tilfredse. Uanset hvor mange timer, der medgår.
Når man mister en nærtstående, er der altid tusind ting at forholde sig til både praktisk og følelsesmæssigt. Grejsdalens Begravelsesforretning har gjort det meget nemmere og overskueligt for de efterladte at huske det hele ved at have oprettet en ”huskeliste” på deres hjemmeside.
Værd at nævne er, at virksomheden i 2014 blev 9001 ISO certificeret, så ikke blot det menneskelige, men også det formelle er i orden.
Ved kontakt til virksomheden bliver du mødt af én af disse dygtige og empatiske medarbejdere:
- Leif Kramer, bedemand
- Maria Louise Brinch Anderson, bedemand
- Mona Kunz, kontor og kørsel med rustvogn
- Kris Jennings, bedemand
- Gitte Svendsen, kontor og blæksprutte
- Michael Lorenzen, kontorleder og gift med Bente
- Bente Lorenzen, indehaver og bedemand
På spørgsmålet om, hvad Grejsdalens Begravelsesforretning vægter højt på værdiskalaen, kommer det prompte fra Bente:
”At være en stemme i debatter, der omhandler døden, den døende, de pårørende og livet, der må leves efter et dødsfald. Vi er ude i marken og ser, hvad der rører sig.”
Ud over det daglige arbejde, som en begravelsesforretning naturligt bruger det meste af arbejdstiden på, tilbyder Bente og hendes medarbejdere et besøg hos relevante grupper eller et besøg hos dem hjemme i firmaet.
Det er fortrinsvis dem, der møder døden gennem deres arbejde, dvs. ansatte på plejehjem, i hjemmeplejen, på sygehuse, skadestuer/modtagelser og almindelige sengeafdelinger.
Bentes ønske er, at de forskellige faggrupper bliver endnu bedre til at forstå hinanden og se en sammenhæng i hinandens arbejde.
En større viden om hinanden giver endnu bedre samarbejde.
Foto: Grejsdalens Begravelsesforretning
Når Bente ikke er bedemand, er hun bedstemor med stort B. Hun har børnebørn så forskellige steder som i Bonn, Billund og Jelling, og hun er sammen med dem og deres forældre så ofte, det lader sig gøre.
Derudover er hun et meget aktivt medlem af Soroptimisterne, hvor hun har stor glæde af at være med til både planlægning og afvikling af deres mange arrangementer.
Det hører med til beskrivelsen af Bente og hendes personlighed at nævne nogle af de projekter, hun gennem tiden har kastet sig over.
I 2008 arbejdede hun i en måned på en børnehjem i Kenya, i 2011 cyklede hun helt alene til Amsterdam, hun har vandret i Himalayabjergene, og senest – i 2021 – har hun deltaget i ikke mindre end to cykelprojekter.
I uge 33 blev det til 1000 kilometer med Soroptimisterne for at samle penge ind til skolemad til børn i Burkina Faso, og i uge 35 var det med Team Giv Håb, der cyklede cirka 1200 kilometer Danmark rundt, for at gøre opmærksom på organisationen Børn, Unge og Sorg.
Når man møder Bente, bliver man virkelig bekræftet i betydningen af hendes valgsprog:
”Jeg betragter ikke mit arbejde som et arbejde, det er en livsstil.”
Besøg Grejsdalens Begravelsesforretnings hjemmeside for flere uddybende informationer.